“Jeg er dybt taknemmelig for, at der findes et sted som Dankbar”

Jeg var 14 år, da anoreksien satte sine klør i mig. Jeg kæmpede imod den i flere år, og blev samtidig ramt af depression og angst. Livet kørte i op og nedture, indtil jeg begyndte i gymnasiet, og presset omkring karaktere og uddannelse blev for højt. Min krop opgav kampen og jeg tabte mig så meget, at jeg måtte indlægges på Bispebjergs døgnafsnit for spiseforstyrrelser. Jeg var indlagt i nogle måneder, indtil jeg blev tilknyttet Dankbar. I Dankbar fik jeg faste kontaktpersoner, som var til at få fat på, når jeg fik brug for hjælp. De spisetrænede med mig, og hjalp mig med, ikke bare at tage på, men også at få psyken med. Dankbar hjalp mig desuden tilbage til gymnasiet på fuld tid, ved at én af mine kontaktpersoner kom ud på gymnasiet i spisepausen, og sørgede for, at jeg spiste frokost, så jeg kunne holde koncentrationen i skolen. Jeg gennemgik en enorm forandring hen over det forår og sommer, jeg var i Dankbar.
Det er i dag 2 år siden jeg startede i Dankbar, og jeg vil mene, at jeg er 80% rask fra min spiseforstyrrelse. Jeg er efterfølgende blevet diagnosticeret med paranoid Skizofreni og har været indlagt to gange for det. Så selvom jeg stort er fri af min anoreksi, kæmper jeg stadig nogle psykiske kampe, som Dankbar fortsat hjælper mig med at håndtere. Jeg er dybt taknemmelig for, at der findes et sted som Dankbar, som har nogle kvalifikationer og ressourcer, som hjælper så mange unge, der som jeg er blevet tabt på gulvet, og har brug for en hjælpende hånd til at rejse sig igen.

– Tidligere ung i Dankbar

 

“Et roligt miljø med trygge rammer”

For tre år siden fik vi en dreng ind med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og en masse store, sociale udfordringer. Han siger ikke så meget, har tics og kommer fra svære familiære kår. Han er rigtig svær at komme ind på fra starten, men han kan alligevel godt lide at være i Dankbar, fordi der er så roligt. Miljøet er bedre, han har sit eget sted, sin egen plads, og der er altid plads til ham. Den første periode har han afvist al undervisning osv., men jeg begynder så småt at komme igennem til ham og undervise i flere forskellige fag. Dette gennem langvarig tålmodighed og gentagelser. Vores relation bliver bedre og gør, at han er villig til at tage nogle af de skridt, som han ikke har kunnet før. Udover undervisning tager vi på ture, spiser ude flere gange og dyrker sport sammen.  Han er nu nået så langt, at han kan tage sin eksamen i 9. klasse. Der er en fremtid for ham, og han kan få sig en uddannelse. Jeg har hele tiden set, at han godt kan klare det. Han er et godt bevis på, at tålmodighed skaber fremskridt. 
– Andreas
Lærer hos Dankbar

Digt skrevet af en tidligere ung i Dankbar

Dankbar

På en ødemark hvor vinden suser som
hundrede heste i galop
Regnen siler som de sørgendes tårer
Kulden bider i hver en åre
Eller solen bager jorden til en damp stiger op
Forklædt i beton på en jordtop
Gemmer sig en vidunderlig oase
En fredet og kærlig base
Hvor truede arter blomstrer op

Arter der er truede og faret vild
I et klima hvor de ikke trives
De er ved at uddø og tror deres skæbne er at
skulle aflives
Da de samles op af en hånd så omsorgsfuld og
mild
De kommer til dette sted med visne blade og
stilke der slingrer
Uden blomster og uden nye skud
Hårdt arbejde ligger for dem forud
Men nu i frodig jord og med hjælp fra grønne
fingre

Hænder der tager fat hvor det er svært
Mange torne de håndterer
Men aldrig de vil en plante barbere
De har dem alle kært
Alle skal have lov at vokse frit
Blive til den de er og ikke ligne normen
Men styrkes så de kan klare stormen
I en verden på godt og skidt

De ser når en ny blomst titter frem
De er med hvis den falder af
Der støtter de med vand og ekstra jordlag
Og som venner kommer de med kærlighed og
kram
De følger dem på livets vej
Gennem glæde gennem smerte
De giver aldrig op med den mission de har i
deres hjerte
At give alle planter plads til at udvikle sig

Jeg var en af disse planter på flugt
Der fik asyl i denne fredens bugt
Nu er jeg blevet sendt videre ud i skoven vild
og tæt
Men jeg ved de følger mig som en lykkeamulet
Jeg mærker varmen fra deres beskyttende hånd
Og i mig vil altid flyve deres kærlige ånd
De har givet mig lys og vist mig verdens gode
sider
Og selvom jeg stadig er angrebet af mider
Der æder mit rodnet og svækker min stamme
Er jeg ikke den samme
Jeg er vokset af utraditionelle veje
Mine blade findes i alt fra mørkegrøn til
dødeligt blege
Jeg har mødt mennesker jeg sammen med har
grædt og grint
Dette sted har smuglet glæde ind i det der var
forpint

Mit Dankbar
Så frodig så frugtbar
Rejsen I har ført mig ud på har ikke været nem
Men jeg vil aldrig for noget i verden have
været foruden denne
I vil sidde i mit hjerte som et barndomshjem
Og en del af mig bliver hos jer og ingen vil
kunne den andensteds sende
Danke dafür dass Ihr da seid
Lass uns da sein für einander zu aller Zeit