Kontakt os på tlf: 6169 0139

“Jeg er dybt taknemmelig for, at der findes et sted som Dankbar”

Jeg var 14 år, da anoreksien satte sine klør i mig. Jeg kæmpede imod den i flere år, og blev samtidig ramt af depression og angst. Livet kørte i op og nedture, indtil jeg begyndte i gymnasiet, og presset omkring karaktere og uddannelse blev for højt. Min krop opgav kampen og jeg tabte mig så meget, at jeg måtte indlægges på Bispebjergs døgnafsnit for spiseforstyrrelser. Jeg var indlagt i nogle måneder, indtil jeg blev tilknyttet Dankbar. I Dankbar fik jeg faste kontaktpersoner, som var til at få fat på, når jeg fik brug for hjælp. De spisetrænede med mig, og hjalp mig med, ikke bare at tage på, men også at få psyken med. Dankbar hjalp mig desuden tilbage til gymnasiet på fuld tid, ved at én af mine kontaktpersoner kom ud på gymnasiet i spisepausen, og sørgede for, at jeg spiste frokost, så jeg kunne holde koncentrationen i skolen. Jeg gennemgik en enorm forandring hen over det forår og sommer, jeg var i Dankbar.
Det er i dag 2 år siden jeg startede i Dankbar, og jeg vil mene, at jeg er 80% rask fra min spiseforstyrrelse. Jeg er efterfølgende blevet diagnosticeret med paranoid Skizofreni og har været indlagt to gange for det. Så selvom jeg stort er fri af min anoreksi, kæmper jeg stadig nogle psykiske kampe, som Dankbar fortsat hjælper mig med at håndtere. Jeg er dybt taknemmelig for, at der findes et sted som Dankbar, som har nogle kvalifikationer og ressourcer, som hjælper så mange unge, der som jeg er blevet tabt på gulvet, og har brug for en hjælpende hånd til at rejse sig igen.

– Tidligere ung i Dankbar

 

“Et roligt miljø med trygge rammer”

For tre år siden fik vi en dreng ind med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og en masse store, sociale udfordringer. Han siger ikke så meget, har tics og kommer fra svære familiære kår. Han er rigtig svær at komme ind på fra starten, men han kan alligevel godt lide at være i Dankbar, fordi der er så roligt. Miljøet er bedre, han har sit eget sted, sin egen plads, og der er altid plads til ham. Den første periode har han afvist al undervisning osv., men jeg begynder så småt at komme igennem til ham og undervise i flere forskellige fag. Dette gennem langvarig tålmodighed og gentagelser. Vores relation bliver bedre og gør, at han er villig til at tage nogle af de skridt, som han ikke har kunnet før. Udover undervisning tager vi på ture, spiser ude flere gange og dyrker sport sammen.  Han er nu nået så langt, at han kan tage sin eksamen i 9. klasse. Der er en fremtid for ham, og han kan få sig en uddannelse. Jeg har hele tiden set, at han godt kan klare det. Han er et godt bevis på, at tålmodighed skaber fremskridt. 
– Andreas
Lærer hos Dankbar